Årets stenlook - spar op til 30%
Gratis fliseprøver · Typisk levering 1-3 hverdage · Butik i Næstved Erhverv og projekter →
0

Flisernes tekniske data fortæller om deres egenskaber og anvendelse. Her kan du læse, hvad de enkelte betegnelser og værdier betyder for dit valg af fliser.

R-værdi: skridhæmning med fodtøj

R-værdien angiver, hvor skridhæmmende flisens overflade er, når man går på den med sko. Den må ikke forveksles med barfodsklasse.

R-værdien bestemmes ved test på en skrånende overflade, hvor en person med særligt testfodtøj går på flisen. Testen er traditionelt udført efter DIN 51130. Jo højere R-værdi, desto større skridhæmmende egenskaber har flisen under de pågældende testforhold.

Hvad skal jeg vælge?

R-værdien er relevant på gulve, hvor man færdes med fodtøj, fx i entréer, køkkener, bryggerser, butikker og erhvervslokaler.

Til terrasser: Udover R-værdien skal også frostsikkerhed tages med i betragtningen. Se afsnittet Frostbestandighed: udendørs brug.

Til badeværelser og brusenicher: Se afsnittet om barfodsklasse.

Til oversigten

Barfodsklasse: skridhæmning når du går barfodet

Barfodsklasse angives A, B eller C. Den beskriver skridhæmningsgraden ved barfodsgang på våde fliser.

Barfodsklassen bestemmes ved en test, hvor en person går med bare fødder på en skrånende overflade, der er gjort våd. Testen er traditionelt udført efter DIN 51097. Klasse A har den laveste skridhæmmende klassifikation, mens C har den højeste.

Hvad skal jeg vælge?

Barfodsklassen kan være relevant i badeværelser og brusenicher, fordi den tager udgangspunkt i færdsel med bare, våde fødder. Men fliser med barfodsklasse A eller uden oplyst barfodsklasse kan sagtens være velegnede til våde gulve, afhængigt af de konkrete forhold.

Barfodsklasse B og C er kun relevante, hvor der er behov for eller krav om højere skridhæmning.

Fliser med en R-værdi har ikke automatisk en kendt barfodsklasse og de to klassifikationer må ikke sammenlignes direkte.

Til oversigten

PEI-klasse: slid på en glaseret overflade

PEI-klassen angiver, hvor slidstærk overfladen er på glaserede fliser.

PEI-klassen bestemmes ved en test, hvor flisens overflade udsættes for gentagne slidpåvirkninger. Klassen afhænger af, hvornår sliddet bliver synligt. Derfor har mørke fliser ofte en lavere PEI-klasse end lyse, fordi slid typisk er lettere at se på en mørk glasur. Klassen siger ikke noget om, hvor meget vægt flisen kan bære.

Uglaserede fliser vurderes efter en anden metode. Se afsnittet Dyb slidstyrke.

Hvad skal jeg vælge?

Vælg PEI-klasse efter, hvor fliserne skal bruges. En entré, hvor sko slæber sand med ind, kræver større slidstyrke end fx et soveværelse eller en væg. En høj PEI-klasse betyder ikke i sig selv, at flisen er egnet til alle gulve.

Til oversigten

Dyb slidstyrke: overfladen på uglaserede fliser

Dyb slidstyrke angiver, hvor godt uglaserede fliser modstår slid. Den måles i mm³.

Dyb slidstyrke måles ved en særlig test, der viser, hvor meget materiale der slides af flisens overflade ved en bestemt påvirkning. Resultatet angives i mm³. Jo lavere tal, desto mere slidstærk er flisen. For uglaserede porcelænsfliser er kravet normalt højst 175 mm³. Tallet kan bruges til at sammenligne slidstyrken, men afgør ikke alene, hvor flisen er egnet til at blive brugt.

Værdien kan ikke omregnes til en PEI-klasse og afgør ikke alene, om flisen er egnet til fx boliger eller erhverv med meget trafik.

Hvad skal jeg vælge?

Vælg fliser efter, hvor de skal bruges, og hvor meget slid de udsættes for. En entré med sand og snavs fra sko kræver fx større slidstyrke end et soveværelse.

Til oversigten

Frostbestandighed: udendørs brug

Frostbestandige fliser kan tåle frost og bruges udendørs, når de er beregnet til formålet og lagt korrekt.

Frostbestandighed betyder, at flisen har bestået en test, hvor den udsættes for frost og optøning. Det er en vigtig egenskab ved fliser til udendørs brug. Hvis en flise ikke er frostbestandig, kan vand trænge ind i den og udvide sig, når det fryser. Det kan få flisen til at revne eller sprænge.

Frostbestandige fliser skal stadig monteres korrekt. Vand, der samler sig under eller bag fliserne, kan fryse og få dem til at løsne sig. Kontrollér også, at producenten anbefaler flisen til det sted, hvor den skal bruges, fx på terrassen eller en udendørs væg.

Hvad skal jeg vælge?

Vælg frostbestandige fliser, der er egnet til det sted, hvor de skal bruges. Til terrassen er skridhæmning og en opbygning, der leder vandet væk, vigtig.

Til udendørs vægge skal fliserne være egnet til formålet og monteres efter producentens anvisninger.

Til oversigten

Vandoptag: hvor meget vand suger flisen?

Vandoptag fortæller, hvor porøs flisen er, altså hvor meget vand den kan suge til sig. Jo lavere procent, desto mindre vand optager flisen.

Vandoptag måles i procent af flisens tørre vægt. Et vandoptag på 0,5 % betyder fx, at en flise på 1 kg optager 5 gram vand under testen.

Et lavere vandoptag er ikke automatisk bedre til alle formål. Til en indendørs væg kan et vandoptag over 10 % være helt normalt. Til stuegulvet kan fliser med et vandoptag på fx 0,5–3 % også være velegnede.

Udendørs har lavt vandoptag større betydning, men frostbestandigheden skal også være dokumenteret.

Et lavt vandoptag betyder, at flisens materiale er tæt. Det er dog ikke i sig selv en garanti for, at flisen er egnet til badeværelser. Selvom fliser har meget lavt vandoptag kan de ikke erstatte den nødvendige vådrumssikring.

Hvad skal jeg vælge?

Til stuer, værelser og lignende rum har vandoptaget normalt mindre betydning. Her er det vigtigere, at flisen er beregnet til formålet.

Til udendørs brug er lavt vandoptag en fordel, men flisen skal også have dokumenteret frostbestandighed og være egnet til formålet.

Til badeværelset skal du vælge fliser, der er egnet til den ønskede placering på væg eller gulv. På gulvet kan skridhæmning være relevant, men det er ikke et krav, at flisen har en barfodsklasse (A, B eller C).

Til oversigten

V1, V2, V3, V4: hvor meget varierer fliserne i udseende?

V1 til V4 er en indikator for, hvor meget fliserne varierer i farve og mønster. V1 er meget ensartet, mens V4 har store variationer fra flise til flise.

Variationsklassen angiver, hvor store forskelle der er i farve, mønster og struktur mellem fliserne.

V1: Ensartet udseende med meget små forskelle.

V2: Let variation

V3: Moderat variation

V4: Stor variation

N: Naturlig variation, her er variationen større end ved V4. Hver flise har sit eget udtryk, og ikke to fliser er ens. Ses ofte på natursten.

Variationsklassen beskriver forskellene mellem fliserne og er ikke det samme som brænding. Brænding betegner det produktionsparti, fliserne kommer fra. Se afsnittet Brænding.

Billeder og fliseprøver giver et indtryk af udseendet, men især ved stor variation kan en enkelt prøve ikke vise alle forskellene. Klassen angiver ikke, hvordan farver og mønstre er fordelt i den enkelte kasse.

Vi anbefaler at blande fliser fra flere kasser under lægningen, så variationerne fordeles naturligt.

Hvad skal jeg vælge?

Vælg V1 eller V2, hvis du ønsker et roligt og ensartet udtryk. V3 og V4 giver mere spil med tydeligere forskelle mellem fliserne. Se gerne billeder af et større gulv eller en væg med flisen, da en enkelt prøve ikke viser hele variationen.

Til oversigten

Rektificeret: præcist tilskårne kanter

Rektificerede fliser har præcist tilskårne kanter og derfor meget ensartede mål.

Rektificerede fliser er skåret til efter brænding, så kanterne er helt lige. Det gør det muligt at lægge dem med smalle fuger helt ned til 2 mm og skabe et roligt, sammenhængende udtryk.

Den rette fugebredde afhænger dog af flisen og underlaget, følg altid producentens anvisninger.

Ikke-rektificerede fliser er ikke skåret til efter brændingen. De har ikke samme præcise mål som rektificerede fliser, og der kan derfor være små størrelsesforskelle. Fliserne lægges normalt med lidt bredere fuger, typisk 3-4 mm eller mere afhængigt af flisens type og producentens anvisninger. De bredere fuger hjælper med at udligne størrelsesforskellene.

Hvad skal jeg vælge?

Vælg rektificerede fliser, hvis du ønsker lige kanter og smalle fuger. Foretrækker du et mere markeret fugemønster, kan fliser med traditionelle eller afrundede kanter være et godt valg. Vil du kombinere forskellige formater eller serier, hjælper vi gerne med at kontrollere, at målene passer sammen.

Til oversigten

Keramiske fliser

Keramiske fliser er en fællesbetegnelse for fliser fremstillet af ler og andre mineralske råvarer, som formes og brændes.

Kategorien omfatter både traditionelle vægfliser og tætte, hårdtbrændte porcelænsfliser. En porcelænsflise er altså også en keramisk flise.

Til oversigten

Porcelænsfliser og porcellanato

Porcelænsfliser og porcellanato er to betegnelser for samme flisetype.

Porcelænsfliser og porcellanato er to betegnelser for samme flisetype. Porcellanato kommer fra det italienske navn "gres porcellanato".

Fliserne brændes ved meget høj temperatur, hvor leret og de øvrige mineralske råvarer delvist smelter sammen. Det giver et hårdt og tæt materiale med et meget lavt vandoptag på højst 0,5 %. Porcelænsfliser er derfor et robust og praktisk valg til gulve, som er nemme at rengøre og kræver begrænset vedligeholdelse.

De findes både med og uden glasur og i mange udtryk, fx stenlook, trælook og betonlook. Den konkrete flises egenskaber, herunder overflade, slidstyrke og frostbestandighed, afgør, hvor den kan bruges.

Til oversigten

Klinker

Klinker bruges typisk om hårdtbrændte keramiske fliser til gulve.

Betegnelsen klinker stammer fra Tyskland og Holland, hvor den blev brugt om hårdtbrændte fliser af ler. Navnet henviser til den klingende lyd, de giver, når man slår på dem. Traditionelle klinker er brændt så hårdt, at de kun optager meget lidt vand. De er ofte uglaserede og kendes blandt andet fra køkkener, bryggerser og entréer i huse fra 1970’erne og 1980’erne.

I dag bruges ordet både om traditionelle klinker og moderne porcelænsfliser. En klinke er derfor ikke nødvendigvis en porcelænsflise, og betegnelsen fortæller ikke alene, om den fx kan bruges udendørs.

Til oversigten

Hårdtbrændte fliser

Hårdtbrændte fliser beskriver fliser, der gennem brændingen har fået et hårdt og tæt materiale.

Betegnelsen bruges ofte om klinker og porcelænsfliser, men fortæller ikke præcist, hvilket vandoptag eller hvilken slidstyrke flisen har, eller om den er frostbestandig. Her skal du se på flisens tekniske data.

Til oversigten

Glaserede og uglaserede fliser

En glaseret flise har et lag glasur på overfladen, på en uglaseret flise er det flisens materiale, der udgør overfladen.

Glaserede fliser kan sagtens være matte, ligesom uglaserede fliser kan være blanke, hvis de er polerede. Porcelænsfliser findes både som glaserede og uglaserede.

Til oversigten

Gennemfarvede fliser og fuldmassefliser

Betegnelserne bruges om fliser, hvor hele flisens materiale har samme indfarvning.

Betegnelsen gennemfarvede fliser bruges om fliser, hvor selve flisens materiale er indfarvet. Der er dog forskel på, om kun grundfarven eller også overfladens mønster går gennem hele flisen.

Gennemfarvede fliser kaldes også fuldmassefliser. Her går både farven og mønstret gennem hele flisens tykkelse. Det adskiller dem fra fliser med farvet ler, hvor flisekroppen har en farve, der matcher overfladens hovedfarve, mens mønstret kun findes på overfladen. Flisen kan fx have en grå flisekrop og et trykt stenmønster.

Betegnelserne bruges ikke altid ens, så se producentens beskrivelse af den konkrete flise.

Til oversigten

Natursten

Natursten er ægte sten, fx marmor, granit, kalksten, travertin eller skifer.

Farver, årer og struktur varierer naturligt. Egenskaber og behov for vedligeholdelse afhænger af stentypen.

Marmor tåler ikke syre. Granit er hård og slidstærk. Kalksten er blød og porøs. Skifer er lagdelt og kan kløves, så den får en ru overflade. Kvartsit er meget hård og tæt.

Vi bruger handelsbetegnelserne marmor, granit, kalksten, skifer og kvartsit til vores natursten. Handelsbetegnelserne svarer ikke altid til de geologiske navne. Fx kan sten, der sælges som granit, geologisk være gnejs eller gabbro, mens nogle sten, der sælges som marmor, er kalksten.

Keramiske fliser med stenlook efterligner naturstenens udseende, men har keramikkens egenskaber.

Til oversigten

Terracotta, teglfliser og spaltklinker

Terracotta, teglfliser og spaltklinker er fremstillet af brændt ler og hører derfor også til de keramiske materialer.

Terracotta er typisk i varme jordfarver og har et rustikt udtryk. Traditionel uglaseret terracotta er porøs og kræver normalt en beskyttende overfladebehandling. Materialet får patina med tiden.

Teglfliser minder ofte om mursten i farve og overflade. Vandoptag og behov for behandling varierer, så vælg en type, der er beregnet til formålet. Ikke alle teglfliser tåler frost.

Spaltklinker er hårdtbrændte teglklinker, der fremstilles parvis og deles efter brændingen. Det giver nogle karakteristiske riller på bagsiden, som hjælper fliseklæben med at få godt fat. Spaltklinker bruges blandt andet på trapper, terrasser og gulve med meget slid.

Til oversigten

Terrazzo

Ægte terrazzo består af små stenstykker, fx marmor, samlet i et bindemiddel, ofte cement.

Terrazzo stammer fra Italien, hvor marmorrester blev støbt i et bindemiddel og slebet til en glat overflade med synlige stenstykker. Hos os finder du ægte terrazzo som færdige fliser. Materialet kan have behov for imprægnering mod pletter og skal rengøres med produkter, der er egnet til terrazzo.

Keramiske terrazzofliser giver et lignende udtryk, men har keramikkens egenskaber. Nogle efterligner terrazzo med et trykt mønster, mens andre indeholder små keramiske skærver, der skaber spil i overfladen.

Til oversigten

Flisers overflader: finish

Overfladen beskriver flisens finish, og den har stor betydning for flisens udtryk, skridhæmning og rengøringsvenlighed.

Mat

En mat overflade har meget lidt eller ingen glans, hvilket ofte giver et naturligt udtryk. Fodspor og vandpletter er som regel knap så synlige på matte fliser som på blanke, men farve og mønster spiller også ind. Matte overflader findes blandt andet i betonlook, stenlook og trælook.

Satin

En satinoverflade har en fløjlsblød, meget dæmpet glans, som fremhæver farver og årer uden at give en spejlende overflade. Det ses blandt andet på fliser med marmorlook og stenlook.

Halvblank

En halvblank overflade, også betegnet som lappato, er typisk en delvist poleret overflade, hvor matte og blanke områder skaber spil i flisen. Glansen varierer fra producent til producent.

Blank

En blank, glaseret flise har en lysreflekterende overflade, som fremhæver farver og mønstre. Overfladen er nem at tørre af og bruges ofte på vægge. På gulve skal du være opmærksom på skridhæmningen, især hvor der kommer vand.

Poleret

Overfladen er slebet og poleret til høj glans. Det fremhæver flisens farver og mønstre, fx årerne i marmorlook. Fodspor, støv og vandpletter kan være mere synlige end på matte fliser. Overfladen kan være glat, når flisen er våd.

Sleben

En jævn overflade, der er slebet glat. Udtrykket er typisk mat til let skinnende. Betegnelsen bruges især om natursten og terrazzo.

Struktur

Overfladen har mærkbare ujævnheder og kan fx efterligne skifer, træ eller rå sten. Strukturen giver skygger og liv i fladen. Fordybningerne kan holde på snavs og stille større krav til rengøringen.

Grip

En overflade udviklet til at give øget skridhæmning. Den er ofte ru eller struktureret og bruges især udendørs eller andre steder, hvor der er behov for godt fodfæste. Ru gripoverflader kræver typisk grundigere rengøring. Mange serier findes både med mat overflade og grip.

Hvad skal jeg vælge?

Vælg overflade efter det ønskede udtryk, hvor flisen skal bruges, og hvor nem den skal være at rengøre. På vægge kan du især vælge efter udseendet. På gulve skal du også tage hensyn til skridhæmningen.

Overfladens navn fortæller ikke alene, hvor skridhæmmende flisen er. R-værdien beskriver skridhæmning med fodtøj, mens barfodsklassen gælder bare fødder under våde forhold. Læs mere i afsnittene »R-værdi: skridhæmning med fodtøj« og »Barfodsklasse: skridhæmning når du går barfodet«.

Til oversigten

Naturstens overflader: udtryk og finish

Overfladen på natursten bearbejdes på forskellige måder for at opnå den ønskede finish.

Bearbejdningen har betydning for stenens udseende, hvordan den føles, og hvor nem den er at rengøre. På gulve har den også betydning for skridhæmningen.

Poleret

Stenen er slebet og poleret til høj glans. Det får farver og årer til at stå tydeligt frem. På poleret marmor og kalksten kan syre fra fx eddike, citron og kalkfjerner give tydelige matte pletter.

Sleben

Stenen er slebet plan og glat. Overfladen fremstår mat, for nogle stentyper dog let skinnende. Små ridser er ofte mindre synlige på slebne overflader end på polerede.

Børstet

Stenen bearbejdes med hårde børster, som fjerner nogle af de blødeste dele i overfladen. Det giver en let struktur, der føles blød at røre ved. Udtrykket er typisk mat, og lyset skaber svage skygger i den diskrete struktur.

Brændt

Overfladen udsættes for varme flammer, der får ganske små dele af stenens overflade til at springe af. Det efterlader en ru overflade med øget skridhæmning. Farven fremstår ofte lysere, og overfladen bliver meget mat. Behandlingen bruges især på granit, fx til terrasser og trapper, hvor der er behov for god skridhæmning.

Brændt-børstet

Stenen er først brændt og derefter børstet, så de skarpeste ujævnheder i den ru overflade afrundes. Overfladen bevarer sin struktur, men føles blødere og er typisk lettere at rengøre end en overflade, der kun er brændt.

Soft

Soft er en betegnelse, nogle producenter bruger om en blød, let børstet eller satineret overflade. Den føles glat og behagelig og er mindre blank end en poleret sten. Præcis hvordan overfladen er bearbejdet, varierer fra producent til producent.

Til oversigten

Brænding: risiko for forskel på produktionspartier

Fliser fra samme serie kan variere lidt i farve og mål mellem forskellige brændinger. Kontrollér altid farvenuance og kaliber på flisens emballage inden lægning.

Keramiske fliser fremstilles i produktionspartier, i flisebranchen omtalt som forskellige brændinger. Selvom fliserne har samme navn, farve og format, kan der være små forskelle i farvenuance og faktiske mål fra ét parti til et andet.

Fliserne mærkes derfor med oplysninger om blandt andet farvenuance og kaliber. Farvenuancen beskriver partiets farvetone, mens kaliber angiver størrelsesgruppen. Disse oplysninger skal passe sammen, når fliser af samme type og format lægges på én sammenhængende flade.

Bestil gerne hele mængden på én gang, inklusive ekstra fliser til tilskæring og eventuelle senere reparationer. Ved efterkøb kan det være svært at skaffe præcis samme farvenuance og kaliber. Gem derfor oplysningerne fra emballagen.

Kontrollér mærkningen, og sammenlign fliser fra flere kasser, inden lægningen begynder. Bland derefter fliser fra flere kasser med matchende oplysninger, så variationerne fordeles naturligt.

Forskelle mellem produktionspartier skal ikke forveksles med flisens variationsklasse, V1–V4. Variationsklassen beskriver de tilsigtede forskelle mellem fliserne, som også findes inden for samme parti.

Hvad skal jeg vælge?

Du skal ikke selv vælge brænding eller produktionsparti, når du bestiller. Vær i stedet opmærksom på at bestille hele mængden på én gang.

Får du brug for at supplere eksisterende fliser, hjælper vi med at kontrollere kaliber og farvenuance. Gem derfor altid oplysningerne fra emballagen.

Til oversigten

Tykkelse: påvirker niveauforskelle, afslutningsprofiler og overgange

Flisens tykkelse har betydning for, hvor meget den fylder sammen med klæb og underlag, og hvordan den kan lægges.

Vægfliser er ofte 6–10 mm tykke, mens de fleste gulvfliser er 8–10 mm. Der findes tynde fliser til fx visse former for renovering og kraftigere fliser på 20 mm til udendørs løsninger.

Tykkelsen er ikke i sig selv et mål for flisens kvalitet eller overfladens slidstyrke. Det afgørende er, at flisen er egnet til formålet og monteres korrekt.

Ved planlægning af flisebelægning skal der tages hensyn til klæb og eventuel afretning, så den færdige overkant passer ved fx døre og overgange til andre gulve.

Hvad skal jeg vælge?

Til almindelige gulve og vægge indendørs skal du vælge en flise, der er egnet til formålet, og kontrollere, at der er plads til både flisen og lagene under den.

Ved renovering kan en tynd flise være en fordel, hvis gulvet ikke må blive for højt.

Til terrasser, hvor fliserne skal lægges i fx grus eller på flisefødder, bruges typisk 20 mm fliser.

Følg altid producentens anvisninger for den valgte læggemåde.

Til oversigten

Kaliber: flisernes faktiske mål

Kaliber fortæller, hvilken størrelse flisen faktisk har. Fliser fra samme serie kan have lidt forskellige mål.

Fliser krymper under brændingen. Derfor kan fliser fra den samme serie have lidt forskellige mål fra ét produktionsparti til et andet. En flise, der sælges som 60 × 60 cm, kan fx have et faktisk mål på 59,8 × 59,8 cm. Fliserne sorteres efter deres faktiske størrelse, og denne størrelsessortering kaldes kaliber.

Kaliberoplysningen findes på emballagen og hjælper med at sikre, at fliserne passer sammen, så fugerne kan holdes ensartede.

Rektificerede fliser har meget præcise mål, men målene skal stadig kontrolleres, især hvis du kombinerer forskellige serier eller køber flere fliser senere.

Hvad skal jeg vælge?

Vælg samme kaliber, når fliser af samme type og format skal lægges sammen.

Vil du kombinere forskellige formater eller serier, hjælper vi med at kontrollere, at målene passer til det ønskede formål.

Gem altid oplysningerne fra emballagen, så både mål og farvenuance kan kontrolleres, hvis du senere får brug for flere fliser af samme slags.

Til oversigten

Er du i tvivl om en bestemt flise? Ring på 55 72 13 12, så finder vi dokumentationen.

×

Varereturnering

Udfyld nedenstående formular for at oprette en returneringssag.

Er pakken åbnet? *
Årsag til returnering *

×

Kontakt os

Udfyld denne kontaktformular, ring til os eller skriv en mail. Vi forsøger at svare inden for 24 timer i åbningstiden.

Ved booking af møde kan der være lidt ventetid, da vi kan være optaget af andre kunder.

×

Opret erhvervskonto

For at oprette en erhvervskonto bedes du udfylde formularen med dine virksomhedsoplysninger. Vi vil derefter gennemgå dine oplysninger og kontakte dig for at færdiggøre processen.