Vigtige overvejelser når du renoverer dit bad og vælger væghængt toilet
Står du og skal i gang med en renovering af dit gamle badeværelse, er der et par ting, du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at vælge et væghængt toilet.
Selvom et væghængt toilet ikke fylder lige så meget visuelt i rummet, når først det er monteret, skal du tænke over, at der skal være plads til det i væggen bagved toilettet. Husk at tænke i praktisk adgangsforhold for en fremtidig VVS’er, hvis toilettet i fremtiden begynder at løbe og det skal repareres. Så er det vigtigt og faktisk også et lovkrav ved væghængte toiletter, at det er muligt at komme ind til den indbyggede cisterne i væggen bagved toilettet.
Den adgangsvej kan for eksempel skabes ved at indsætte en inspektionslem lige over toilettet, som let fjernes, når der skal service til. Eller det kan være i form af en adgangslem eller vej fra toppen af toilettet på den væg, hvor toilettet er monteret.
Du har altså pligt til at sørge for adgang til skjulte rør, når du renoverer. Det er også derfor, at monteringen af et væghængt toilet ikke er en oplagt gør-det-selv-opgave. Her anbefaler vi, at du hyrer en håndværker til opgaven, så du er sikker på at undgå eventuelle vandskader i fremtiden.